Langt skæg…
Min trimmer er gået i udu. Jeg købte den for mindre end et halvt år siden. Sådan en fancy en, der er lavet med et rigtigt metalskær. Det ser totalt prof ud - som dem frisøren har. Men den del der bestemmer, hvor langt skæg man ender med at få, er af plastik, og med sådan en masse små plastik tapper uden hvilke det er umuligt at styre, hvor langt skægget skal være. Og de knækker ganske nemt..
Så nu kan min trimmer kun trimme helt kort - eller slet ikke, hvilket i praksis betyder helt langt. Jeg har hernede valgt det sidste. Nu har jeg alligevel måtte acceptere det lange nakkehår, så for at jeg ikke skal ligne en dårlig udgave af Limahl, må jeg lade skægget vokse…. og vokse…. og vokse……









Edrian, Lillian, Happy og Audrey er medicinstuderende fra Uganda. De har den sidste måneds tid været på klinisk ophold på Busolwe Hospital. 
De fire studerende repræsenterer et andet Uganda, end det vi har mødt i Busolwe. De bor alle i Kampala, går på Markerere University, klær sig i vestligt tøj, har kærester, går på café og er alle kristne med kirkegang hver søndag. De drømmer om et liv med mand, børn (2-3 stk), et godt og velbetalt job (gerne i udlandet) og være nogle gode og ordentlige mennesker, der forhåbentligt gør en forskel, for de mennesker de møder. De lever altså på mange måder et liv, der minder om det, en dansk medicinstuderende har.
Vi har fået en høne. Eller måske det er en stor kylling. Sådan en rigtig levende en med vinger og næb og alt muligt. Det var en bonde, hvis kone vi havde behandlet på hospitalet, og efterfølgende gav et lift hjem, som følte så stor glæde ved omsorgen, at han endte med at forære os et stk. levende fjerkræ. Den er god nok - vi har det på video. Kyllingekød er det fineste man kan spise i Uganda. Finere end okse og meget finere end svin. Så at få en levende høne, er noget nær den største ære en bonde kan give. Det var ret sejt.
Heldigt man har gode venner, der kan den slags. Peter slog dyret ihjel - Edith fik tilberedt den, og så var der ellers middag hos os med rigtig friskmyrdet kylling. Det var super lækkert……
Male ward er efterhånden blevet vores tilholdssted. Vi går stuegang der, og har sådan set afdelingen mere eller mindre for os selv.

En der tilgengæld arbejder sindsygt hårdt er Dr. Moses. Han er eneste læge på hospitalet, og den eneste der kan operere. Han er på hospitalet 15 timer om dagen, og bliver tit vækket om natten for at lave akutte operationer. Dem er der ret mange af - flest kejsersnit, da kvinder føder mange børn hernede (7,2 børn/kvinde). Samtidig virker han også som vores bagvagt og er derfor den person vi går til, når der er patienter vi er i tvivl om, hvad vi skal stille op med. Han er meget villig til at hjælpe, men er ofte svær at fange - så vi samler tvivlspatienter, og gennemgår dem med ham om eftermiddagen.
Jeg har hele tiden taget på denne tur af fuldstændigt egoistiske grunde. Det er en oplevelse, jeg har haft lyst til at få, siden jeg startede på medicin. At kunne komme til udlandet og arbejde er super fedt - og en rigtig god måde at opleve verden på. Man ser en mere autentisk udgave af de lande man besøger og får oplevelser, man aldrig nogensinde kunne få, hvis man besøgte landet som turist.
Men det væsentlig bidrag vi kommer med, er de oplevelser og erfaringer vi tager med hjem. Forhåbentligt får vi et blivende indtryk af de kæmpe sociale og økonomisk forskelle der findes mellem Uganda (udviklingslande) og Danmark (industrilande). Det vil formentligt påvirke den måde vi vil se på verden, og være medvirkende til, at vi i resten af vores liv, vil forsøge at påvirke til en mere ligelig fordeling af goder. Og måske kan vi påvirke nogen af de mennesker vi fortæller om vores oplevelser, til det samme…
Så sidder jeg her igen - Mount Elgon Hotel. Nyder morgen buffeten med rigtig mælk, cornflakes, røræg, kaffe og en masse frugt. Jeg dufter, hvis jeg selv skal sige det, ganske udemærket - en tur i poolen og et varmt bad gør underværker. Louise er en tur i fittness/spa rummet - hvor der er boblebad, dampbad og sauna. Og så er der jo en masse tjenere på hotellet, som skal sørge for, at livet er så nemt så muligt. Alt dette til den nette sum af 112.000 UGX = ca. 300 DKK/døgn - eller 150 kr pr person/døgn. For os er det mildest talt et fund - jeg kunne bo her fast for min SU på ca. 5.000 kr/md.
Jeg kommer til at bruge pengene - ingen tvivl om det. Det er dyrt at rejse til udlandet - og det er dyrt at bo under nogle vilkår, man ikke er vant til. Samtidig har jeg nogle faste udgifter i danmark, jeg ikke har kunne slippe for. For ikke at tale om vores plantagte 10 dages safariferie her. Så samlet pris for at have mig her (betalt af den danske stat gennem SU, samt fonde) er anslået ca. 20.000 - 30.000 kr (inkl. 10 dages safariferie).
Vi var så heldige, at blive inviteret med til en introduction sidste weekend - igen som en slags æresgæster. Og var selvfølgelig iklædt kanchu (mig) og gummas (Louise) - de traditionelle ugandiske festklæder for hhv. mand og kvinde.
Og så sidder man ellers og er vidne til et lille stykke drama. Medlemmerne af brudens familie, danser på skift ind foran gæsterne og ender foran gommens familie. Gommen skal så give gaver til brudens familiemedlemmer, for at gøre sig fortjent til at forlove sig med bruden. Til sidst bliver der sat en masse gaver frem til brudens forældre. 

7.30. God morgen : Hanegal, billarm, vækkeur morgentoilette, havregrød, vand, rosiner, hospitalstøj, guitar.
9.00. Stuegang: Vente på rengøring er færdig, find og vent på sygeplejerske, subjektiv/objektiv undersøgelser, lab-formularer, recept, journalskrivning, vente, vente, konferere, tænke, prøvesvar.
12.30. Frokost: Kog, snit, skræl, undgå parasitter, knorr, brød, smilende ko, rester.
16.30. Hjemme: Indkøb, læse, spille guitar, snakke, uventet besøg, madlavning, nysgerrige børn, madlavning, spise, gæster, film, musik,